Af Thomas Ubbesen

Det er ikke længere siden end i aftes klokken 20 02. Jeg sad oppe på tredje sal og kiggede ned i det varme mørke, dybt nede. På scenen. Operaen. Der er fyldt i salen nu lige før noget sker. Der mumles og sendes SMSer. Måske er der forventning i luften, men det udspiller sig helt stilfærdigt og civiliseret. Mumlende, dannede par fra 30erne og opefter, næsten ingen unge.
Der er stadigt mørkt på scenen, da en akustisk guitarist går i gang dernede. En slags Folk-melodi, men ikke fra repertoiret, ikke fra Bobs katalog. Nu mumles der pludselig ikke mere, men mobiltelefoner lyser lidt endnu op i det tiltagende mørke, selvom alle ved, at Bob hader den slags.

Nu pusler silhuetter næppe synligt rundt mellem de mørklagte instrumenter.
Nu genkender jeg hatten, den hat som er det eneste jeg selv tør efterligne med, når jeg er en brik i Band Dylan. Som et møllehjul.
Nu er det ham, han finder pianoet i mørket og slår akkorder an.
Nu bliver der et hav af hvidt lys som ved tidernes begyndelse!
Og se: Det er Bob Dylan lige der i spotten, just like so many times before. Åh, det er ”Things have Changed”. Han står oprejst og klimprer som det falder ham ind, mens bandet lægger sporet professionelt, stramt og fantastisk. Deler med let hånd tilfældige anslag ud. Leverer delvist skæve toner, der bare passer direkte ind i bandets perfektion.

”People are crazy, times are strange
I´m locked in tight, I’m out of range
I used to care … but things have changed ….”
Ja, det hele har ændret sig siden første gang. Kan du huske det, Bob? Göteborg, en hellig sommeraften i 1978? Du som en modvillig gud omgivet af dit store band på scenen der i Scandinavium, vi 10.000 som var på pilgrimsfærd. Scarlet Rivera var der – eller husker jeg galt? Billy Cross, helt sikkert! Det var første gang og også derfor ekstatisk, og bagefter vaklede vi alle bedøvet rundt i den svenske sommernat til den tidlige morgen, som blødt kom snigende før klokken fire.
Things have changed. Nu er det en gammel mand i mørkt jakkesæt og med den der hat. Med sange der endnu ikke eksisterede dengang, men som gennem årtierne én efter én har lagt sig til det enorme musikalske depot, som er Bobs gave til os alle fra dengang og til tidernes ende.

Han står og spiller klaver. Sætter sig akavet yderst på kanten af et bord og klimprer. Rejser sig ind imellem vaklende, bevidst vaklende, vakler hen og griber et mikrofontstativ og opfører sin egen sære, stive dans, mens han crooner f.eks. ”Why try to change me now?” Og slutter med at stille sig i skæv positur, hænderne i siden, mens bandet lukker denne helt særlige skønhed ned.
Why try to change you now? Indeed, mr. Bob, why?
Så kommer der en mærkelig, ukendt sang. Polka-agtig næsten? Nåh … åh, ja … hør ordene: Det er ”I don’t believe you (she acts like we never have met)” – hentet tilbage fra 1964 til et nyt liv i et andet årtusind. Godt, Bob! Tak. Uigenkendeligt og en helt ny oplevelse, en opdagelsesrejse ind i noget der engang var velkendt:
”And if anybody asks me ”is it easy to forget?”
I’ll say “it’s easily done,
You just pick anyone
And pretend that you never have met”
Men vi to mødes heldigvis igen her Bob, ikke? Efter alle disse år.

”All these long and wasted years”, synger han nu dernede. Nej, de har ikke være spildt, mister, overhovedet ikke. Alene ”Beyond here lies nothing”, alene DIN version af ”Melancholy Mood”, alene denne aftens udgave af ”Duquesne Whistle”, alene ”Pay in Blood”, ”Tangled up in Blue”, alene ”All or nothing at all” (så meget mere nøgen og menneskelig end hos Sinatra). Alene …. hvad er det? Kan det være ? ”… they’re selling postcards of the hanging, they´re painting the passports brown” – jo, Desolation Row! Det måske største epos.
“Yes, I received you’re letter yesterday … when you asked me, how I was doing, was that some kind of joke?”
Alene et enkelt af de numre, alene én af de tekster, alene det ville være nok til et evigt musikalsk liv. Og måske en Nobel pris i litteratur, hvem ved?
Einstein forklædt som Robin Hood, med sine minder i en bulet kuffert … kom lige forbi for en time siden sammen med sin ven, en jaloux munk … ”you would not think to look at him, that he was famous looooong ago – for playing the electric violin ON DESOLATION ROW!!!!!”
En gave her i de sidste tider, i 2017. Tak også for det.

Han spiller – først og fremmest SYNGER – uden pause i næsten to timer. Tyve sange, måske. Ud over det at være tilstede i samme lokale, er det bedste næsten STEMMEN. Rusten, hæs, skrammet, bulet, gennemtæsket, sort som fløjl. Han har aldrig sunget bedre. Bob Dylan har aldrig sunget bedre end NU, hvor han står dernede, svajende med den der mikrofonstang, let svajende foran os to tusind usynlige Tilstedeværende i Operaens varme mørke. Så sætter han hænderne i siden og står lidt alene, før hans mænd afslutter også denne gave. Nu er der kun mørket og en anelse rødt lys, hvor Bob og en håndfuld andre skygger finder startpunkterne før den næste sang. The hour is getting late.
Ekstranumre. ”Blowing in the wind”. Ja, også den lever i en vidunderlig violinbåret version her 45 efter undfangelsen. Så: ”Ballad of a Thin Man”. Something is happening but you don’t know what it is – do you mister Jones!

Det er slut.
Vi kan klappe og klappe, men der kommer ikke mere. Vi kan gå. Det gør vi så, ganske stille. Vi tager frakker på og går næsten tavse langs havnens sorte vand.
Så kommer han slentrende i natten sammen med Tony Garnier. Hatten og det hele. Om vi har lyst til en drink måske? Jo, tak, Bob. Vi kan gå over på Papirøen, der er rart, foreslår jeg.
Garnier drikker cola, Bob tager et glas hvidvin.
Forest i papirhallen pumper unge berusede og glade tæt rundt om hinandens kroppe til House. Vi finder et roligt sted bagest i hallen. Her kan vi høre, hvad vi selv tænker, synes vi. I mørket.
Om vi kunne lide koncerten, spørger Garnier venligt. Vi prøver at finde på noget venligt og begavet at sige – men det bliver ikke til så meget andet end ”awesome” og ”just great”. ”An honour”. ”Such a privilege”. Den slags. Ordene rækker ikke så godt.
Bob skåler lidt uinteresseret. Han siger ikke meget. Han ligner en, der tænker ”I used to care, but things have changed”.
Så siger de to godnat. The hour is getting late – vi må hellere finde vores hotel, siger de og går ned og tager havnefærgen ud i den dybe nat. Bagefter drikker vi ud, går over den nye bro i den kolde blæst og tager Metroen hjem fra Kongens Nytorv.