Der er faktisk dækning for den overskrift. Sådan da. Nogenlunde i hvert fald. Men først til det mere hverdagsagtige: Det er fem timer senere. Vi ankommer i tre eksplosivt proppede biler til Auning, en mellemstor by på det smukke Midtdjurs. Vi forstår snart, at vi er blandt ligesidede, da vi møder Annie, organisten, og hendes mand Søren. Det er Annie, som har hørt os engang, og hyret os til jobbet. Vi snakker lidt – bla, bla, bla – og får at vide, at deres datter hedder Sara, Sara som i Sara Lownds Dylan, Bobs kone! Jo, det er skam hende, hun er opkaldt efter. Og Saras søn hedder … Robert! Robert som i Bob. Bob som i Bob Dylan! Vi er blandt seriøse medlemmer af menigheden, kan vi altså konstatere, mens vi slæber grej ind, stiller op og afprøver ”Maggies Farm” som lydprøve i en lækker, lounge-funky, jazzet version.
Så begynder folk at komme, allerede en time før er de første på plads. Klokken 19 er der fuldt hus. Levnede lys. Varm stemning. Spændt forventning – og så: 1,2, 3, 4 … WELL I WAKE UP IN THE MORNING, FOLD MY HANDS AND PAY FOR RAIN, I GOT A HEAD FULL OF IDEAS THAT ARE DRIVIN’ ME INSANE, IT’S A SHAME THE WAY SHE MAKES ME SCRUB THE FLOOOOOOOOOOOR …. I AIN’T GONNA WORK ON MAGGIES FARM NO MORE ….
Osv.
Det viser sig at blive en magisk aften. Ved ikke hvor det kommer fra. Første sæt er perfekt. Duende eller noget. Bare perfekt, ikke en forkert tone, ingen bøwlet start, total sammenhæng mellem fortælling og musik. SÅ godt!
Pause. En øl. Svedige grin. Hugs. Tilbage til andet sæt – nu om Bobs transformation til genfødt kristen og alt det. Smuk musik. Ikke helt som i første sæt, men for fanden da! Tre ældre damer på første række græder åbent under ”Not dark yet” (it’s not dark yet but it’s getting there … ), bedre bliver det ikke da Mr. Tambourine Man og Knocking on Heavens Door knuser alle hjerter og sender 100 mennesker hjem med rødrandede øjne, hjem for at lede efter Dylan mellem kælderens LPer eller på Spotify.
Måske bandets bedste aften? Det der med kirkerne fungerer bare så godt og smukt for os.
Terrorhelvedet? Nå, ja, jeg drønede jo over Storebæltsbroen først på eftermiddagen, mens min sjette sans beroligende hviskede: Slap af, alt er som det skal være, livet er godt lige nu og her. Så meget for Sjette Sans! Øjeblikket efter ankomsten til Fyn klapper fælden, broen lukkes, Sjælland og dens cafe latte-sippende beboere er overladt til sig selv. Så ringer Michael: Der er risiko for, at Stefan og Keld ikke når frem til Auning i aften, færgen er gået ned eller noget. Well, siger jeg til mobilen med 130 km/t. på motorvejen nord for Vejle Fjord, well, så er vi en trio i aften. Guitar, bas, mundharpe. Så prøver vi at lyde som ”John Wesley Harding” albummet, ikke? Den der fede, helt enkle og underspillede tone. Det bliver sgu da meget bedre på den måde. Og så er vi kun tre til at dele den alt for beskedne hyre. It’s all good, som Bob gnægger …
” big politician telling lies, restaurant kitchen all full of flies.
Don’t make a bit of difference, don’t see why it should
But it’s all right, ‘cause it’s all good
It’s all good
Dum-dum-dum … it’s all good”
Hæ, hæ, ja, det er godt nok alt sammen. Auning Kirke here we come. Jeg har E45 næsten for mig selv. It’s all good.
P.s.: De nåede færgen alligevel. Ingen John Wesley Harding-sound denne gang.