Det er 10. december, 19 30 – 22 00
Folkekirkens Hus, Gammel Torv 4, Aalborg
https://www.facebook.com/events/338834229830351/
SANDHEDEN OM AT BOB DYLAN IKKE HENTER SIN NOBEL-PRIS AFSLØRES I ÅLBORG
Af Thomas Ubbesen
Okay, så skal vi til det igen: Bob Dylan kommer ikke til Stockholm for at hente universets største anerkendelse, Nobels Litteraturpris. Han deltager ikke i noget kærlighedsbad, skal ikke have noget af nogen global hyldest fra millionerne derude, han nægter at stille sig op i kjole og hvidt og høj silkehat blandt kongelige, professorer og opblæste narhatte og mumle om, hvor beæret han er.
It ain’t me, babe … no, no, no, it ain’t me, babe! FOR GODS SAKE: It ain’t me you’re looking for … babe!
Fat det! Han har sagt det så mange gange før.
Og nærmest fra lige siden starten.
Den slags ER bare ikke ham … babe!
Han er – siger han – ”målløs”, og det er sådan set, hvad han har at sige om den sag. Han har ”andre forpligtelser”, der desværre forhindrer ham i at komme over til Sverige 10. december. Ikke for at være uhøflig. Men man er jo nødt til at prioritere, ikke sandt?
Jamen, der har vi det så igen: Dylan er bare så skide-, snot-, fucking arrogant, at det gør ondt, ikke? Årh, altså – ”andre forpligtelser”, mand! Ja, andre forpligtelser min bare!
Der har vi det, Mister Bob, Mister ”Fyrtårn for en generation eller tre”, Mister ”Største Sangskriver på denne side af Robert Johnson og Blind Willie McTell”: Du ER jo bare en arrogant skiderik! Du er jo ikke andet end en eller anden forkvaklet, selvoptaget, mytoman, vel? Alene med dit enorme ego deroppe under stjernerne nær 111. etage i The Tower of Songs, hvor du ligger ensom og gammel på sengen i sjælens sorteste natte og piller dig selv i navlen og ønsker din selvtilstrækkelighed endeløst tillykke med, hvor meget du skal vise dem derude, dernede, at de kan rende dig: Professorerne, de kongelige, svenskerne, dynamit-fabrikanterne. Og fansene, ikke mindst. De kan rende dig noget så eftertrykkeligt, ikke, for du ved jo, at du og din musik er så vidunderlig, at de nok skal komme krybende tilbage alligel. Right, Mister Bob?
Eller … not! Jeg tror godt, jeg lidt fornemmer, hvad der er galt. Tror jeg aner, hvad han måske har gang i også denne gang: Jeg ville ØNSKE, at han ville komme til Stockholm. Jeg ville glæde mig til at høre, hvad han eventuelt ville sige ved sådan en lejlighed. Og jeg ville ELSKE at lade mig overraske af, hvilken musik han ville give os i den mærkværdige sammenhæng … men han kommer ikke, der er andre forpligtelser, de kan bare sende pengene. Han kommer ikke.
Det er forbandet og lidt til at græde over. Men jeg er ikke så overrasket. Det her ligge i forlængelse af så meget andet Dylan – eller de forskellige udgaver af Dylans persona – har begået gennem alle disse årtier, alle disse long and wasted years. Bob Dylan er jo ikke elskelige Leonard Cohen eller krammelige Paul McCartney; han er noget andet, han er et andet sted, han er ikke af deres eller vores verden. He works in mysterious ways og hvem er vi, at tro vi fatter noget, hvem er vi at fælde domme. It’s all good, som han synger. All good!
Jeg har en vag teori om, hvordan det hænger sammen, og hvorfor han udsætter os alle for det her, og det har jeg ikke tænkt mig at bebyrde nogen med det her og nu. Jeg venter til 10. december. Venter til vi – Band Dylan – går på scenen i Ålborg på Nobelpris-aftenen og laver vores show og spiller vores musik i hyldest til den aldrende ”song- and dance-man”. Der vil jeg sige det, komme med en eller anen slags bud, i hvert fald – mere kan det aldrig blive. Hvis jeg kan nå at samle tankerne inden da.
Kom op til Ålborg der og oplev det hele. Tag Fjerritslevbussen – det er superbilligt – og kom hen i Folkekirkens Hus lige der ved Budolfi Kirke i verdens efter sigende bedste by blandt Danmarks lykkeligste mennesker. Vi giver en øl bagefter til de første fem.
Nb. : Ikke i Jomfru Anegade – det er under Dylan & Band Dylans niveau. Vi har et niveau.