Vi kom som aftalt kl 19.30 for at stille op og lave lydprøve, men ikke et øje. Mojo var lukket og slukket. Havde jeg nummeret på Rasmus vi har lavet aftalen med – nej.
Vi ventede og så endelig kom Heidi tror jeg nok hun hed, og ved at tænde 3 kontakter, så stedet ud som havde det været åbent hele dagen. Vi stillede hurtigt vores gear op – Heidi hjalp med lyden, mens hun serverede for de folk der allerede dryssede ind.
Ikke så meget pis, er der hul igennem på lydpulten som hænger på væggen?.. ja, så lidt klang på og færdig.
Da klokken blev 21.30 gik vi som aftalt på, hvor Keld sad på sin Cajon som han slog med hænderne og jeg på guitar med capo i 7 bånd, hvilket giver guitaren en helt lys lyd ( lidt som en Ukulele) – begyndte med Blowing in the wind og sang to-stemmigt. Nyt for os
Derefter Tambourine man – Så kom Stefan på Keyboard og Bjarne på bassen på scenen og med Keld på viskers, spillede vi en del sange fra Blood on the tacks i sær “Tangled up in blue” nød jeg at spille. Jeg havde en god fornemmelse, og publikum var med.
Pause
Vi var i bandrummet nede i kælderen, forbi ølbeholderene og lageret – til de bløde udslidte sofaer og det lave kakkelbord. De har fået toilet der, så man ikke skal op gennem baren og ned af den anden kældertrappe i cafeen og ned til publikumstoilettet. Det går fremad på Mojo
Vi begyndte andet sæt med “Byond here lies nothing”, et perfekt bluesnummer til Mojo fra hans sene plade Together through life. Byond here har jeg lige læst, er en strofe Dylan har lånt fra Ovid – den følsomme digter fra Romeriget omkring jesus fødsel, som blev forvist til sortehavet fordi kejser Augustus synes hans ellers vildt populære digte, gik for langt. De handlede meget om elskov og kærlighed. Som landsforvist var sortehavet endestationen, Byond here lies nothing – har Dylan gendigtet med et billede der er 2000 år gammelt.
Teksten første vers: Jeg elsker dig – du er den eneste jeg har elsket – hvis vi blot bliver sammen… for ud over her (det) er der ingenting.
Jo kærligheden er det største – det vigtigste – synes Ovid… og Dylan –
Så snart vi er igang og Stefan sætter ild i Keyboardet, med de skønneste bløde toner, som kryber ind under huden på mig – Bjarne lægger bunden og Keld får det til at svinge – så findes der kun en ting der er bedre – kærligheden, og jeg bliver tvunget til at spille op til det bedste jeg overhovedet kan.
Byond there is only love 🙂
Mojo er autentisk – råt – beskidt og tilrøget ( selv mine mundharper lugter nu af røg) – og simpelthen en oplevelse fuld af liv.
Vi grinte lidt af komiske i, at vi 4 halvgamle mænd stod ude i natten denne onsdag aften og delte rovet – en 500 seddel + en lille række 50` ere til hver. Jeg vil til enhver tid gøre det igen.