Jeg havde glædet mig meget til konferencen på SDU, med deltagelse af 70 deltagere og  professorer og lektorer fra England og USA. Det er en kvinde der er bagmand –  lektor Anne Marie Mai, som samme dag udkommer med en bog om Dylans tekster. Jeg ved efterhånden en del om Bob og kan efterhånden over 40 af hans sange udenad… så jeg burde kunne følge med i selv den mest nørdede debat.
Ironisk nok holdes arrangementet i ungdomshuset midt i Odense, og ikke som jeg troede på universitetet i udkanten af byen. Du ved hvordan det er… årh din idiot, hvorfor tjekker du det ikke. Jeg missede starten – hvor motivationen for konferencen selvfølgelig bliver gjort klar. Da jeg som radiomand har foreslået P1 eftermiddag at lave et indslag om konferencen og ikke har fået svar endnu, ærger det mig meget. Det viser sig senere at P1 eftermiddag ikke vil ha’ indslaget, fordi de allerede har interviewet Anne Marie Mai om hendes bog. Indslaget skal sendes denne torsdag. Her bagudskuende, er jeg glad for det, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have fortalt, for jeg forstod ikke flere af oplægsholderne.
Jo jeg ville have begyndt med det lidt sjove .. 70 gråhårede ældre mænd i ungdomshuset… men ellers.
Hvorfor forsker man i Bob Dylan? Forskerne her understreger hans enorme betydning for vores kultur.

Noget kunne jeg have rapporteret
Konferencen begynder ellers godt med Michael Gray fra universitet i York, en glimrende formidler – som i hovedsagen fortæller om hvor fantastisk det var som helt ung mand i 1965, at se Bob Dylans koncert i Liverpool. Dylan sang sig direkte I hjerte på ham. Og Michael Gray ærgrede sig over anden del af koncerten, hvor the Hawks kom på og de spillede fucking loud rock’n roll. Man ku ikke høre hvad Dylan sang. Derfor buede tilskuerne. Nu vinkel for mig.. jeg har altid tænkt at det var de fintfølende intellektuelle folkfans der var var sarte.
Michael Gray gør tingene klart: dengang sang Cliff Richard og de fleste andre kunstnere latterlige tekster…Living Doll – Im gunna lock her up i a trunk – Beatles sang: I wanna hold your hand – Dylan sang: My love speaks like silence with out ideals or violence, she doesent have to say she is faithfull, jet she’s true like ice like fire….han var simpelthen niveauer over alle andre.
Michael Gray understreger endvidere at det er gået ned af bakke for Dylan siden 60′ erne, og med Sinatra – the american songbook er Dylan kørt i grøften. Det starter en diskussion på konferencen – for og imod crooner Bob – den er sjov.
Så kommer Nina Gros fra Fordham university – her hopper kæden af for mig. Hun er nervøs, og jeg ved ikke hvad precarious modernety betyder… – jeg famler med mobilen, og slår det op: usikkerhed eller prekariatet. Jeg bliver alligevel sat af, selv om jeg gerne vil forstå hende – for hun tager udgangspunkt i en sange jeg elsker fra Tempest: Scarlet town. Jeg var ikke alene om at blive sat af. Jeg talte med flere i pausen.
Så kommer der en række forskere – der er selvfede, og som godt kan lide at høre sig selv. Her beslutter jeg at tage hjem og droppe dag to.
Nyt for mig: Time out of mind er et Shakespeare citat. Dylan trækker på Dante i mange af hans tekster.
Herman Melville er Dylans ynglings forfatter -ham med Mobydick
Der sker noget nyt, da en ung mand fra Wales antager podiet, og vil tale om Queerness within Dylans gesture. Loduvic Foster som han hedder, er tydeligvis selv bøsse, har ledt efter de steder i Dylan værk hvor der bliver sunget om at klæde sig ud i kvindetøj eller homoseksualitet. Han har fundet mange steder og fortæller om Dylans fascination af Little Richard – som var bøsse, og i de tidlige år optrådte som kvinde.
Hans hovedargument er filmen “Im not there” af Todd Haynes – hvor Dylan bl.a. bliver spillet af Cate Blanchett. En kvinde i rollen som mand. Loduvic forklarer at Dylan har udtalt at han godt kan lide filmen – ergo – Dylan kan interesseret i den slags legen med ens køn.
Som du forstår virker hans agumentation meget tynd, selv om jeg har alt mulig respekt for ideen…

Dagen slutter med en koncert med Billy Cross, som spillede med Dylan fra 1977 – 78 – på koncertturneen Budokan og Cross spillede guitaren på pladen Street Legal. Fed guitar – og Cross kan stadig spille.
Historierne har han fortalt en million gange før kan man mærke – men alligevel er der liv i den ældre herre..