The hour is getting late.
Ja, det er altid sent, og uret tikker.
Tiden – vores dyrebare – tæres ubarmhjertigt væk.
Men Dylan er her en tid endnu. Han er 75 i dag og fremstår næsten som en konstant, som noget næstent evigt i det flygtige og ligegyldige:
Han har udgivet musik i 55 år. Han har påvirket mennesker og verden grundlæggende i næsten lige så lang tid. Han er derude endnu, på scenen næsten hver aften.
Never ending. Endeløst forekommer det. Han kommer heldigvis stadig her til landet, her til os, næsten hvert år – in person. Han kan opleves – men det er sent, 75 år ER meget … the hour is getting late.
Derfor: let us not speak falsely now, the hour is getting late.
… som han synger på det mikroskopiske, kompakte mesterværk All Along the Watchtower fra 1967
Vi skal ikke tale falskt. Det er sent – endnu ikke mørkt, men godt på vej – tiden er knap, og vi skal ikke tale falsk eller med omsvøb eller uden om eller ved siden af. Det er alvor, tiden rinder ud, og vi må ikke spilde et sekund.
Så når vi møder Bob Dylan, tales der ikke falskt. Det er aldrig nogen joke.
Dødsens, isnende alvor, som da han var 21 år og ældgammel, alene i rampelyset med en guitar og mundharpe, og i den apokalyptiske ”Hard Rains gonna Fall” spurgte sin ”Blueeyed Son”, sin ”darling young one”, hvad han havde set derude i verden … og en del af svaret var:
I saw a newborn bay with wild wolves all around it
I saw a highway of diamonds with nobody on it
I saw a black branch with blood that kept dripping
I saw ten thousand talkers whose tongues were all broken
I saw guns and sharp swords in the hands of young children
Drengen, den ganske unge Dylan, spurgte også ”how many roads must a man walk down, before you call him a man” og gav svaret: “the answer is blowing tin the wind”.
Han spyttede foragteligt på krigsherrrenes grave.
Han så sin elskede flakse … ”like some raven at my window with a broken wing”.
Ganske få år senere, da han var større, dybere, visere, mere epokegørende end selv Elvis, Beatles eller Hendrix – da viste han for eksempel rundt i Desolation Row, et univers befolket af blandt andet ….
Cindarella, the good Samaritan, og: Ophelia som på sin 21års fødselsdag allerede er en gammel pebermø, fordi … her profession is her religion, her sin is her lifelessness
Og desuden: Einstein disguised as Robin Hood with his friend a jealous monk … man skulle ikke tro det, når man lige så ham men … he was famous long ago for playing the electric violin on Desolation Row
Det var den elektriske, syrede, sylespidse Bob Dylan anno 1965, der var en del lysår hinsides sit publikum på det elektriske album Highway 61 Revisited.
Publikum ville have det, de var vant til, deres velkendte protestsanger med hans akustisk guitar – i stedet fik de det, de absolut IKKE ville se: En elektrisk rock-poet, der vævede rundt i helt ubegribelig lyrik.
Judas blev der skreget. Man mente, at Dylan var blevet kommerciel og havde solgt ud.
Men det var langt mere end et narrespil for at behage datidens hippie-publikum
Nogle troede, at han hallucinerede eller var på drugs eller at han tog pis på de frelste – men hans rapporter fra Desolation Row eller The Gates of Eden var dødsens, ramme alvor. Det var tekster og musik fra et dyb og en åre, som ingen andre havde eller har adgang til.
Så det var alvor, hvis man lagde albummet over dem alle, Blonde on Blonde, på. Bob Dylan lavede ikke pop. Han var og er sjældent på hitlister. Han viser ikke så meget som et glimt af postmoderne ironi eller forstillelse. Aldrig. Ikke en tone eller et ord sat i verden for at please. Det er kunst og mysterier. Han respekterer selv sangene, det der kommer til at leve evigt, langt dybere end kunstneren, som kun er her på gennemrejse som alle andre. Sangene er alvor.
Det er de stadig her 50 år senere, når den 75årige står på scenen og arbejder med at transformere eller nyfortolke sit eget katalog eller det, han kalder standards, eller dykker ned i sælsomt ur-materiale fra fjerne tider og glemte kunstnere. Det er en endeløs stræben efter at skabe noget ægte og levedygtigt. Det er aldrig for sjov.
Hvor kommer det fra? Hvor har han hentet de 7-8-900 sange, vi har kendskab til fra hans hånd?
Nogle gange siger han, at det har han ingen anelse om. At han ikke ved, hvor det kommer fra, eller hvad det betyder – og at han selv nærmest bare er et slags medie for noget stort og ubegribeligt. Blot et redskab.
De her sange er mystiske fortællinger, den slags Shakespeare så, da han voksede op, sagde Dylan i en sjælden tale sidste år. Jeg tror, det går så langt tilbage, siger han.
Ja, det gør det helt sikkert. Og det går endnu længere tilbage, tilbage til ur-tiden og folkedybet, måske til kilder i det kollektivt ubevidste.
Helt sikkert til Shakespeare, når Dylan nu selv siger det. Måske til Bach, Mozart, Dostojevski, Kafka, Picasso, Munck … til genierne. For det er den kategori Bob Dylan uden diskussion tilhører. Hvem har nogensinde set en middelmådig Picasso eller læst en forkert sætning hos Kafka? Hvem kan nævne en ligegyldig Dylan-sang?
En betydelig udfordring ved Dylan er – sådan sagde en producere til ham som ung – at der ikke rigtigt var noget fortilfælde til det han laver. Produceren – Lou Levy hed han – sagde, at han – Dylan – enten var forud for sin tid eller lang bag den. Og tilføjede, at hvis det var FORUD, han var, så måtte han nok regne med, at det vil tage publikum tre til fem år at komme på omgangshøjde.
Problemet er så, siger Dylan nøgternt og selvsikkert, at når publikum endelig når dertil, er han selv hinsides det materiale og befinder sig et helt andet sted.
Ja, netop. Vi er mange, de har haft svært ved helt at fatte det, mens det foregik … something is happening and you don’t know what it is. Do you, mister Jones?, som han selv bidende og arrogant konstaterer i Ballad of a Thin Man fra 1965
På en dårlig dag er jeg selv lidt mister Jones. Jeg har nogle gange – alt for tit – ikke forstået, hvad det var Dylan ville med sin seneste inkarnation. Jeg har ligefrem stået ærgerlig og skuffet og tænkt ligesom anmelderen – what is this shit?
Undskyld, Bob. Men det er rigtigt nok, som ham Levy sagde: Der går nogle uger eller måneder, nogle gange år – så er den der som regel. Muligvis kan der gå tre til fem år. Men så aner man, at der foregår et eller andet betydeligt med den udgivelse, det album. At det er vigtigt – og at det er alvor.
Shakespeare, Picasso og Dylan spilder ikke deres egen eller deres publikums tid.
For der er ingen tid at spilde. Det er den dyrebareste skat. Vi er her kun lidt endnu.
Let us not speak falsely now, the hour is getting late.