For godt 3 år siden havde vi svedige håndflader og sommerfugle i maven, da vi satte jackstikket i forstrækkerne og rettede på mikrofonerne i den smukke Avedøre Kirke, for vi skulle for første gang prøve vores nye ide af, nemlig at fortælle historien om Bob Dylan og spille nogle af hans fedeste sange. Dengang var vi kun 3 – Keld Holse, Bjarne Hansen og jeg selv.


Ville der komme nogen? Kunne vi styre showet og huske alle teksterne? Hvad ville publikum sige til vores historier, hvor vi hver på skift fortalte en lille historie om Bob og vores forhold til ham før hver sang?
Det gik godt og der var fuldt hus og store bifald. En aften af de helt særlige.

Efter koncerten sad vi noget øre i hovederne sammen med kordegnen og hans hjælpere og drak øl i kirkerummet. De fortalte historier om deres handicap og glæde ved kirken og var ikke til at stoppe. Det var ret utroligt, men vi skulle køre bil hjem ( ellers kunne det godt have udartet sig).

Siden kom jeg som journalist tilbage til kirken, fordi jeg skulle lave et indslag til Orientering på P1 om Avedøre stationsby med en positiv vinkel. Selvom der er problemer med overfald og ind imellem også banderelaterede episoder, så er kriminaliteten faldet og de mange forskellige etniske grupper bor rimelig fredeligt side og side. Jeg interviewede Søren Hvass der er ildsjæl i forhold til udsatte boligområder, han er uddannet socialrådgiver, men kom tidligt over i den mere overordnede boligpolitiske side af ghetto problematikken, både på Nørrebro og vist også i Gellerup . Han troværdighed var høj, når han fortalte om Avedøre – for han bor der selv og han elsker stedet. Og i den sammenhæng er Kirken ikke til at komme uden om. Den er et samlingspunkt med den cafe de har fået bygget på siden af kirken. Cafe Hjertetræet. Her kommer folk fra landsbyen og spiser billigt og der er hjælp at hente i kirken vis man er ensom og har mistet sin partner.

Jeg glæder mig vildt til vi skal spille derude igen torsdag d. 23.2 kl 19.00, og jeg skal huske at invitere Søren Hvass

 

Lyt radioindslag:

https://www.dr.dk/p1/orientering/orientering-2016-03-04/

Præsterne og kirkepersonalet holder ekstra øje når der er begravelse – er den efterladte i krise, så holder de fast i vedkommende. I kirkens egen cafe er der menneskevarme og sorggruppe. Stedet har fået en central betydning i et udsat boligområde syd for København. Medvirkende: Laila Ullmann, cafeleder; Henning, gæst i cafeen; Bente Jensen, medarbejder i arbejdsprøvning