Af Thomas Ubbesen
Folk opfører sig normalt ret ordentligt, når vi optræder. De sidder som regel pænt og lytter og klapper mellem numrene. Efter forestillingen er der gerne nogle stykker, der kommer hen og jubler lidt og siger tak og ”ih, hvor var det interessant”, ”hvor er I dygtige”, ”du synger vel nok pænt, Michael” og den slags civiliseret opførsel.

Hvorfor? Well, fordi showet jo er ret godt, og vi bliver bedre og bedre, og fordi historien om Bob og det jo ER godt stof, og numrene er verdens bedste – det kan sådan set ikke gå galt. Og så hjælper det også på den gode opførsel, at publikum for det meste er betydeligt midaldrende …. eller … ja, de er tit ret nærmest gamle. Sidst vi optrådte – og der var fuldt hus og stor glæde – trak bandet selv gennemsnitsalderen NED, gennemsnitalderen som nok var omkring de 70!  Skide søde, interesserede, velopdragne, høflige, ÆLDRE mennesker. Vi elsker dem, de er vores kerne-publikum. De køber billetter og kaster ikke rådne æg og tomater og flasker efter os. De lytter og vipper med foden og smiler henført og siger tak.

Sådan er vores publikum for det meste, for vi spiller på biblioteker, kulturcafeer og kommunale spillesteder, hvor publikum kommer for faktisk at lytte og af et ærligt hjerte godt vil høre noget om ham der Bob Dylan. Det er alle tiders. Vi er glade. De er glade. Alle er glade. Men … rock n’roll er det ikke helt, selvom vi gør vores bedste, selvom vi skruer op for volumen og spiller både All along the Watchtower og Like a Rolling Stone i højt tempo. De unge har ikke rigtig opdaget Bob endnu, det må vi se i øjnene.

Mr. Something else

Nå, men så fik vi en anden slags job. Det var på MoJo inde ved Vandkunsten. Det der bluesværtshus. Det der druksted, der har været der siden tidernes morgen. Det der stærkt mørkebrune værtshus, der i sin tid var kendt for, at der kunne man som det eneste sted i København uantastet ryge galar. Det var i 70erne, og jeg arbejdede en del på at udvide min begrænsede bevidsthed – også med ”galar” – så jeg kom der en del dengang.

Der skulle vi så spille. Eller rettere: Performe – for Band Dylan er jo ikke et luset kopi-band men en multimedial teaterkoncertagtig forestilling – beskeden ganske vist – og vi har ikke kun musik, men også en FORTÆLLING og nogle lysbilleder og den slags. Vi tapetserere ikke bare med ligegyldig lyd, men insisterer på at blive lyttet til, og folk må meget gerne sige tak bagefter og klappe.

Det er en mørk, klam aften med efterårsregn. Vi kommer derind, begynder at læsse grej af på fortovet, sniger os forsigtigt ind i øldunsten og mørket. Der er mildest talt dunkelt og jo, der sidder de sgu i virkeligheden: To prostituerede og en rumænsk lommetyv. De kæderyger og drikker støvler.  Vi stiller op, trækker kabler, tester mikrofoner. Klokken 19 55 er der kommet to til, to af mine venner, de smiler opmuntrende til os. Der er særlige øl-kuponer til musikerne – MoJo-dollars – så vi tager en meget stille pils og gør os lidt kostbare. Så kommer der et larmende selskab på 10-12 stykker. Svenskere! FULDE svenskere! Råbene og grødede med enorme store, røde hoveder, karseklippet hvidt hår og svømmende blå øjne. En af dem er i korte bukser – men fan’ i det!

Mr. It’s Boooooooooooob time ….

De får deres kander og Masterbrew og gl. dansk og får gang i smøgerne – og så er det, at VI går i gang, det bliver ikke bedre, tænker vi nemlig: HALLO KØBENHAVN! HALLO BLUES FREAKS! IT’S BOOOOOOOB-time … !

Og så derudaf med Maggies Farm og mundharpe og totalt knald på. Så er det at jeg efter planen – efter Maggies Farm og før Blowin in the Wind – skal ind og fortælle om Bobby Zimmermans barndom og unge år i Hibbing og blaffeturen gennem 1961-vinteren fra Duluth til New York og starten på det hele i Greenwich Village … total fed historie, synes jeg, alle må elske det.

JÄVLA HYMSKA SHEET-FÖRSÄKRADA gyngli-dyngli-hymski-HÄMSKA-höwlispukra dingli-dut-my ass – lyder det nede fra det svenske langbord. Det er noget, de brøler til hinanden – ikke til os på scenen. Der er kun en eller to af dem, der har opdaget os, de kaster fjendtlige blikke i vores retning på vej til baren efter mere Masterbrew, mens de andre taler ølsk.

Så tager vi Blowin in the Wind sådan meget indfølt, for det er jo en sang alle må elske eller have en eller anden slags forhold til, ikke sandt?

Ikke svenskerne: STÄNG SÅ FÖR HÄLVADE”¤3&%#!§ … etc. lyder brølet af cowboyrækkerne. Luderne og lommetyvene opfører sig pænt, de ryger, drikker hvidvin og konverserer lavmælt, men broderfolket!

Sådan fortsætter det. Sang efter sang. Fortælling efter fortælling. Vi spiller højere og højere, jeg råber vildere og vildere i mikrofonen. Sveden pibler, og jeg bevæger mig hurtigt fra forventningsfuld fortælleglæde over forbløffelse til chok og videre til hjælpeløshed, desperation og stigende men afmægtigt raseri.

Kan I sgu da ikke høre, hvor godt det her er, gubbar? Love minus zero, no Limit? Kan I ikke høre det? Historien om The Big Pink og the Basement Tapes og kærligheden til Sara og skilsmissen? ER I DER, SVÄRIGE?

Mr. Ingen tid til oldævl

Det er de ikke. De er komme op at skændes. Nu råber de ad hinanden og svinger knytnæverne. Nu vælter de en kande med porter, nu er der en der har pisset i bukserne … nu står jeg oppe på scenen med tårer i øjnene og hvisker … så hold dog kæft! … så lavt jeg kan, jeg vil jo ikke have bank, det er bare … vil I ikke godt høre lidt efter, pojker?

Det vil de skide på. De er ikke i Köpenhamn for at blive undervist i oldtidskundskab og musikarkæologi fra et fjernt årtusind. De vil skide på mig. På Band Dylan. På alle jävla danska. Og på hinanden. LUK SÅ FÖR HÄLVADE KÄFTAN DIN jävla …. onky-ponky-donky

I pausen mellem sættene går de.

Andet sæt er fint nok. Der kommet fem unge mennesker, som drikker Sommersby og lytter høfligt. Den ene luder er gået, hendes kollega og tyven ryger cigaretter og kan ikke finde på mere at snakke om, så de lytter uinteresseret til musikken og det.

Hen imod slutningen – der hvor vi har nået ”It’s not Dark yet, but it’s getting there … ” begynder de særeste skabninger at tone frem: Små buttede mænd i 30-40årsalderen med små sorte pork pie hatte, solbriller, tætknappede, alt for stramme jakker og udtrådte gummisko. Jeg aner ikke, hvor de kommer fra, de dukker ligesom op en efter en ud af intetheden og røgtågerne, lusker op i baren og bestiller Budweiser og tænder smøger og scannner uinteresseret lokalet, mens de venter på deres øjeblik. Jeg ved ikke, hvad det er for et øjeblik, men jeg står deroppe op puster desperat i harpen og tænker … det er sgu da sært! Hvem er alle de små tykke mænd, der allesammen ligner Van Morrison?

Mr. Kældermænd

Endelig er det slut. Mine to venner er blevet, og de klapper entusiastisk og længe og råber ”ekstranummer” og ”hurra, hurra”. Tyveknægten klapper et øjeblik for høflighedens skyld og sniger sig ud i regnen og mørket. Det er forbi.  Snart er vi i gang med at rulle kabler sammen og slæbe grej ud, mens de små mænd hopper på scenen pustene i Hohner Bluesharps til fundamentalistisk delta-blues af den rigtigt gamle skole. De foretrækker alle stramme sort-og-hvid ternede bukser, der sidder som malet på deres tynde ben.

Flere måneder efter er der en der fortæller mig, at de har sådan nogle open-for-all blues-aftener inde på MoJo, arrangementer der har deres helt eget stampublikum. Intense men fordrukne mænd, hvis hele liv er viet til the blues i dens ur-former. Deres sted er MoJo. De bor der nærmest. Der er nogen, der mener, at de sover nede i kælderen under baren, og at de kun komme frem efter klokken 22 på de der aftener, hvor det foregår. Kælderblege Van Morrisoner.

Jeg ved det ikke. Men det fortalte han altså. Det er sikkert løgn.