De har så givet ham Nobels Litteraturpris efter alle disse år. Sådan cirka 50 år efter, at han rystede det litterært-lyriske establishment først i New York, så i hele landet, så i hele verden med tekster af en dybde, uudgrundelighed og visdom, der øjeblikkeligt blev opfanget af alle, som havde ører, der kunne lytte, og øjne, der kunne læse. Eller som bare havde pengene til at købe den helt rigtige LP på det helt rigtige tidspunkt, for eksempel ”The Freewheelin Bob Dylan” i 1963.

Åh, mand, altså …. ”You might say that I’m young, you might say I’m unlearned, but there’ s one thing I know, though I’m younger than you, than even Jesus would never forgive what you did! Og så spytter han til sidst en gang på deres grav, Krigens Herrer, vender sig og går bort i foragt og afsky. Årh, for fanden da, Bob!

Og Allen Ginsburg blev rystet, da han susede gennem Southern California og hørte: “How does it feeeeel, how does it feel, to be a complete unknown, with no direction hoooooome, like a rolling stone”, skrigende ud af bilradioen, vrænget så uanstrengt og selvfølgeligt af en 24årig knægt ovre fra New York. Den allerede småaldrende beatnik, der selv havde revolutioneret lyrikken og lidt andet af hvert, blev rystet i det øjeblik, der i sin åbne capriolet, der bag rattet under den californiske sol. Faklen er givet videre, græd han og underkastede sig til sine dages ende den unge mesters geni. Ginsburg ville – tro mig – have fundet det absolut passende, hvis Bob Dylan havde modtaget Nobel prisen lige der i 1965 for blandt meget andet at have opfundet meningsfuld rock-musik og fusioneret den med tekster, hvis valør er og var indiskutabel, hvis niveau var og har holdt sig shakespearsk.

Og så er alle vi andre millioner kommet til gennem årtierne og har forventet, at dette øjeblik som en selvfølgelighed måtte komme. Altså … selvfølgelig skal Bob Dylan have Nobel Prisen i Litteratur. For fucks sake: Han har lært os alle, hvad lyrik er og kan og forskellen på blot sangtekster og sublim kunst. Vi er vel snart 3-4 generationer, der har lært det på den måde, har lært hvad det vil sige, at udtrykke noget centralt med tekst, som vi ikke nødvendigvis forstår – som vi helt sikkert nødvendigvis ikke forstår – men hvis virkning vi kan mærke trænge dybt ned i centralnervesystemet, i hjertet måske især og i de mest følsomme områder af hjernen. Hvis betydning vi måske kan ane, fornemme eller føle – men aldrig forstå. Selvfølgelig kan vi ikke det, men vi kan godt fornemme rækkevidden af det her.

Nå, Dylan får så prisen nu, 10. december, og til det skal der herfra kun lyde to kommentarer:

  1. Det var altså godt nok på tide, Nobel folks! ☺ Her er lidt af hvad Bob skrev i 1964 – som 23årig:

 

”At dawn my lover comes to me

And tells me of her dreams

With no attempts to shovel the glimpse

Into the ditch of what each one means

At times I think there are no words

But these to tell what’s true

And there are not truths outside the gates of Eden”

For eksempel.

  1. Tillykke Mr. Dylan. Vi ved ikke om det glæder dig eller det bare en forstyrrelse, en irritation fra den ydre verden i en meget sen alder. Du siger næsten venligt, at du kommer til Oslo for at modtage prisen, hvis du overhovedet har mulighed for det …  he, he, og så bliver der kæmpe ståhej derude om at ”Bob Dylan er skide arrogant, han tror vist han er noget, hvad bilder han sig ind? … og kan han i det hele taget synge længere, og peakede han egentlig ikke i 60erne” og så videre, og så videre. Hæ, ja, something is happening and you don’t know what it is – do you, Mr. Jones?

Det er egentlig ikke engang til at vide, om det er bevidst eller ej, om han med vilje opfører sig så underligt, så ubegribeligt, at alle løber rundt som hovedløse høns og prøver at forstå og fortolke, hvad det er, der sker eller ikke sker med ham der Dylan. Mit forslag er: Tag det roligt. Det er lige som teksterne og sangene! Prøv ikke at forstå det. Tag det som en oplevelse. Det er Bob Dylan. Han er noget andet. Der gælder en anden målestok. Vi er ikke indbyggere på den samme planet. Vi andre er jo bare dødelige.